Er smagen af take-out et kvalitetsstempel?

Er smagen af take-out et kvalitetsstempel?

Jeg tror det egentlig ikke. Men lige når det kommer til indisk mad, så syntes jeg faktisk det er virkelig virkelig godt, hvis man, hjemme i sit eget køkken, kan få en klassisk Chicken Tikka Masala til at smage lige så godt, som det man kan bestille og hente ude i byen.

De kan bare et eller andet helt særligt med den Indiske mad. Det er så fyldigt og lækkert, at det er umuligt at sige hvorfor det smager så godt.

Men folkens, jeg har godt nyt

Jeg har nemlig hittet en helt urimelig lækker opskrift på en Chicken Tikka Masala, som nemt kan hamle op med de gode lokale Indiske restauranter, og jeg har tænkt mig at dele opskriften med jer. Faktisk er det ikke særlig besværligt, og det tager heller ikke alverdens tid at lave. Fantastisk!

 

raita

 

 

opskrift

chicken tikka masala

6 personer

 

til kyllingen

1/2 tsk stødt spidskommen

1/2 tsk stødt koriander

1/4 tsk cayenne peber

1 tsk salt

800 g fersk kyllingbrystfilet

2 ½ dl græsk yoghurt

2 spsk olie

2 fed hvidløg, hakket fint

1 spsk frisk revet ingefær

 

til saucen

3 spsk olie

1 mellem løg, fint hakket

2 fed hvidløg, fint hakket

2 tsk frisk revet ingefær

1 rød chili (renset for kerner) fint hakket.

1-2 spsk tomatpuré

1 spsk garam masale

1 dåse hakkede eller flåede tomater

2 tsk sukrin gold

1/2 tsk salt

2 dl fløde

1 bund frisk koriander

 

sådan

#1 - Til kyllingen

Bland spidskommen, koriander, cayenne peber (kan udelades) og salt og gnub kyllingen i krydderierne. Pak kyllingen ind i film, og lad den stå på køl i mindst 30 minutter. Imens kyllingen trækker med krydderier, blandes yoghurt med olie, hvidløg og ingefær. Sæt det på køl.

#2 - Til saucen

Varm olien op i en dyb pande ved medium varme. Tilsæt de hakkede løg og lad dem simre i olien til de er let gyldne/gennemsigtige. Det tager ca. 8-10 minutter, og der skal røres ofte i dem. Tilsæt derefter hvidløg, chili, ingefær, tomatpuré og garam masala, og lad det simre med i 3 minutter, mens der røres i massen. Tilsæt herefter hakkede tomater, sukrin og salt, og bring saucen i kog. Lad retten simre i 15 minutter, rør fløden i, og bring igen saucen i kog. Lad den simre ved meget svag varme.

#3 - Mens saucen simrer

Tænd ovnen på 250 g - grill. Tag kyllingen og yoghurt ud af køleskabet og mariner kyllingen i yoghurten, så den er dækket i et tykt lag. Placer kyllingen i et fad og sæt det i ovnen. Lad kyllingen grille i ca. 18 minutter, og vend det undervejs. Kyllingen skal blive mørkere, men selvfølgelig ikke sort.

Tag kyllingen ud af ovnen, og lad det hvile i 5 minutter, hvorefter det skæres ud i nogle gode store stykker. Tag kyllingen og læg det i masala saucen. Rør frisk hakket koriander (gem lidt til pynt) i saucen og smag til med salt.

Servér retten med bagt blomkålsris og en frisk Raita

Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter
Del denne side med andre...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *