Når det ikke virker

Når det ikke virker

hvad gør man når det ikke virker?

Det kan være ret frustrerende, når man syntes man gør alle de rigtige ting, men ikke føler man opnår de resultater man ønsker. Derfor kommer der her lidt tanker, om ting du måske kan overveje, når det ikke virker, og når det hele bliver lidt træls.

 

Mælkeprodukter kan være lidt drilske

Fede mælkeprodukter er helt ok på en LCHF livsstil, men det er også en af de ting der er rigtig gode at skele til, hvis du ønsker flere resultater end dem du opnår. Hvis der fx. er Græsk yoghurt på menuen hver eneste morgen, eller fløde i kaffen 8 gange om dagen, så ville det være et rigtig godt sted at starte med "oprydningen".

Årsagen til, at selv de fede mælkeprodukter kan drille lidt er, at det samlede indtag af kulhydrater, meget hurtigt bliver højt. Derfor, er det et rigtig godt sted at starte, hvis det hele driller lidt.

 

Får du nok fedt?

Hvis du render rundt og småspiser mellem måltiderne, så får du med stor sandsynlighed ikke nok fedt til dine hovedmåltider. Det er meningen, at du skal være mæt i 4-6 timer efter hvert måltid, og behovet for at spise imellem, burde ikke være til stede. 2 - 3 måltider om dagen, er rigtig fint.

Derfor, overvej om du får nok af de rene fedtkilder - læs mere her Gode fedtkilder

 

Får du for meget fedt?

Jeg ved godt, det i en LCHF verden er lidt fy-fy at tale om for meget fedt. Men det er altså, også på LCHF, muligt at spise for meget mad. Her mener jeg ikke kun fedt, men for mange kcal overordnet set. Hvis du har behov for at småspise i løbet af dagen, kan svaret sagtens, som før nævnt, være mere fedt. Men der er også den mulighed, at det ganske enkelt er en dårlig vane.

Den mad vi spiser på LCHF smager jo vidunderlig, og det kan godt være svært at stoppe selvom man er mæt.

Derfor, husk på at mærke efter. Spis når du er sulten, stop med at spise når du ikke er sulten mere.

 

Har du hørt om Carb-creep?

Måske har du spist efter LCHF i en længere periode. I begyndelsen gik det strålende, og det var ikke særlig svært. Der røg et par kg af sidebenene her og der, og alt var i skønneste orden. Men pludselig går det hele i stå, og det lader ikke til at have samme gode effekt på kroppen længere.

Hvis du oplever noget lignende, kan det være en rigtig god idé, lige for en kort periode, at gå din kost efter i sømmene. Er det muligt, at der med tiden, har sneget sig liiiiiidt for mange kulhydrater ind i kosten? Når det hele bare kører, og når man føler der er kontrol over tingene, så kan det godt ske at det alligevel skrider lidt. Det behøver ikke være meget, men det kan være nok til at ønskede resultater udebliver. Både i form af vægttab og velvære.

 

og så lige en sidste tanke

Når det ikke virker, og du mener du gør alt det rigtige, og hvis der ikke er flere knapper at skrue på. Så er det måske værd at overveje, om LCHF er den rigtige livsstil for lige præcis dig. Det er ikke meningen det skal være en daglig kamp, tværtimod.

 

 

 

 

Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter
Del denne side med andre...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *